Samfundshøjskolen - indsigt og udsyn

Samfundshøjskolen er et samarbejde med FO Gladsaxe.
Vi præsenterer en foredragsrække med tankevækkende emner. Foredragsholderne har på hver deres måde, både indsigt i og personlige beretninger om nogle af tidens aktuelle udfordringer.

4 foredrag, 4 lørdage, kl. 10-12, i sognegården.
Pris: 200kr, pensionister, efterlønnere og studerende 150kr.
Tilmelding: FO, www.gladsaxe.fo.dk/kurser/?course=191-100 eller 44441117
Holdnummer: 191-100

Musik bag tremmer

12. januar

Kirsten Saurus Mehlsen

Kan musikken nå ind bag murene og de barske facader hos de indsatte i Enner Mark fængsel ved Horsens?
– JA, mener Kirsten Saurus Mehlsen, som i syv år har været musikmedarbejder ved fængslet.
Med fokus på musik og sang, fortæller hun om afsoningsforholdene for mennesker, som er frihedsberøvede fra få år op til 12-16 år, livstid eller forvaring.
Om at “så små frø” og opleve de slår rod, og hvordan musikken kan være med til at lette afsoningen.

Foredraget, som ledsages af billeder og musiklydklip, varer halvanden til to timer. Der vil være fællessang undervejs, udvalgt blandt de mest populære i fængslets fangekor.
Der afsættes tid til spørgsmål fra tilhørerne

Der serveres kaffe og småkager i pausen.

Kirsten Saurus Mehlsen er musikpædagog og musikterapeut. Udover jobbet i fængslet har hun lang erfaring som musikunderviser/formidler på musikskoler, højskoler, i socialpsykiatrien og som foredragsholder.

Gadens stemmer

19. januar

Csaba

Csaba præsenterer selv: "Mit navn udtales ’chopper’ og er ungarsk. Jeg er født i 1962 i Ungarn, men kom til Danmark som barn. Jeg har altid levet kaotisk og havde nogle skodforældre. Min hverdag er udenfor, og det er 24 timer. Gaden er min dagligstue. Der er temmelig meget lort på gaden, og ikke mange tørrer fødderne af i min stue! Mit liv er i København og Hjemløsehuset har betydet meget."
Folk skal vide, hvad det vil sige at være hjemløs, på røven og i konstant konflikt med systemet. Jeg underviser rigtig mange børn og unge fra hele landet og holder gerne foredrag. Jeg synes, at det er fedt at nå ud til folk. 
Jeg kan lide at have travlt og holde mig i gang, selvom sygdom og skavanker efter et langt liv på gaden til tider sætter sine begrænsninger.: Lige nu kan jeg ikke gå mine byvandringer, for det holder fysikken desværre ikke til - snakketøjet fejler til gengæld ingenting.

Feltpræst i Danmark, Afghanistan og Irak

26. januar

Andreas Christensen

En del danske sognepræster arbejder som feltpræster i hæren. Arbejdet foregår både her i landet med at overbringe dødsbud til de faldnes familier samt opfølgning. Arbejdet foregår også der, hvor soldaterne er udsendt: Balkan, Libanon, Irak, Afghanistan. Hør om et præstearbejde, der sætter hverdagen i perspektiv.

Andreas Christensen er sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro og Feltpræst.

Gensyn med hippieruten - 40 år efter

2. februar

Thomas Ubbesen

21-årige Thomas Ubbesen stillede sig i 1977 op ved Friheden Station i Hvidovre, stak tommelfingeren frem og begav sig ud på det, der blev kendt som hippieruten uden nogen klar forestilling om, hvordan det skulle ende. 40 år efter har den nu 62-årige journalist og forfatter gennemrejst samme rute på tommelfingeren og med lokalbusser og tog og har genoplevet Europa, Mellemøsten og Indien i et nyt årtusind. Oplev Thomas Ubbesen med den medrivende fortælling, om hvordan det er at gense hippieruten efter så mange år – og hvordan verden har udviklet sig gennem de 40 år – på godt og ondt.